Indblik fra SWOOD DAYS 2025: Netværk, videndeling og nye muligheder
Hos Edge-Team går vi op i at være helt på forkant med udviklingen inden for de løsninger, vi leverer til vores kunder. Det gælder ikke mindst SWOOD, som giver avancerede muligheder for træbearbejdning i SOLIDWORKS.
For at holde os opdateret på det nyeste inden for SWOOD og samtidig styrke vores netværk, deltog vi i sidste uge i SWOOD DAYS 2025 i La Grande Motte i Frankrig. Arrangementet samler hvert år SWOOD’s partnere og specialister fra hele verden til flere dage med workshops, præsentationer og masser af netværk.



Vores egen SOLIDWORKS & SWOOD specialist Claus Buchhave var afsted, og han fortæller her om sine oplevelser:
“Det var virkelig spændende at møde både store og små distributører fra hele Europa. Jeg havde blandt andet gode samtaler med kolleger fra Tyskland, Tjekkiet og England, hvor SWOOD er meget udbredt, og hvor de ofte har 5-7 teknikere dedikeret til produktet. Det giver inspiration og motivation til, at vi også kan vokse og gøre SWOOD endnu mere synligt i Danmark.
Jeg fik også talt med andre, der er på samme rejse som os, hvilket gav masser af mulighed for at udveksle erfaringer og få nyttige tips og tricks.
Derudover fik jeg skabt nogle nye kontakter, som vi helt sikkert kommer til at få glæde af fremover.
Og så var Eficad, som står bag SWOOD, en helt fantastisk vært. Man bliver mødt i øjenhøjde og serviceret hele vejen igennem – det minder meget om vores egen kultur hos Edge-Team.”
Med ny viden, inspiration og stærkere netværk i bagagen glæder vi os til at fortsætte arbejdet med at hjælpe danske virksomheder med at få mest muligt ud af SWOOD.



